Middelaldercentret

SOM I ÉT STORT TOTALTEATER MED AUTENTISKE DRAGTER, EN HEL BY, EN HAVN OG EN TURNERINGSBANE I FULD SKALA OPTRÆDER CENTRETS ANSATTE OG FRIVILLIGE SOM BORGERE, DER LEVER I DEN FIKTIVE BY SUNDKØBING – BARE FOR CA. 610 ÅR SIDEN.

Ridder Svane og Ridder Lilje gør sig klar til den store finalekamp i hver sin ende af turneringsbanen. Publikum er godt varmet op af de to riddere, der inden den endelige tvekamp har flækket gule løg, spiddet attraphoveder, stukket sværd gennem ringe, alt sammen i fuldt firspring fra hesteryg. Nu skal de kæmpe mod hinanden. Fra tribunen på den ene side hujes og heppes på den danske ridder, mens publikum på den anden side tager parti for den svenske. En drabelig kamp på knækkede lanser udspiller sig, mens herolden tilråber de to kombattanter. Ridderturneringen er datidens svar på ekstremsport, et tilløbsstykke, såvel for de hverdagsklædte nutidsdanskere, som for de vadmelsklædte borgere, der forventningsfulde stiller op langs tilskuerbalustraden og tiljubler de kæmpende.

Men Sundkøbing er meget mere: Ledsaget af en svag duft af brænderøg fra små pandekagebål ledes gæsterne forbi bliderne og kanonerne over til havnen med rebslageren, det store købmandshus, farveren, skomageren og skibet Agnete, videre til byens smed, plattenslager, maler og skrædder.

Alle kan prøve at skyde med bue og pil og træne til at blive ridder med egen lanse, mens nogle kan være heldige at få lov at trække en blide ned. I Teknologiparken tæt på Sundkøbing har centret rekonstrueret opfindelser og maskiner fra Middelalderen, både dem, der virker og dem, der ikke var helt gennemtænkte.