Nykøbing F. Revyen

PÅ PREMIEREAFTENEN FOR NYKØBING F. REVYEN STIMLER IKKE ALENE GÆSTER RUNDT OM INDGANGEN TIL TEATRET PÅ GÅGADEN, MEN OGSÅ ET HAV AF NYSGERRIGE, DER VIL SE DE KENDTE OG DE LOKALE HONORATIORES, SOM MODTAGES AF DEN FESTKLÆDTE DIREKTØR.

Ikke kun på premieredagen, men hele sæsonen igennem er revyen et tilløbsstykke og regnes for landets næststørste revy efter Cirkusrevyen på Bakken.

Tres procent af revyens publikum er gæster fra Lolland-Falster, fyrre procent kommer fra København og det øvrige Danmark. I de senere år er det lykkedes at få fat i et yngre publikum, blandt andet fordi revyen evner at trække fornyelse ind i tekster til generationerne, der snarere tænker i nyhedskommenterende sketch-show og stand-up end revy.

Siden 1988 er der hvert år lagt en hædersflise med en eller flere af de deltagendes navne indfældet i granit på det lille gadestrøg ned langs teatret som en Walk of Fame. Nogle gange lægges to, nemlig når revyholdet modtager en pris.

Revyen har en meget lang tradition bag sig og har haft skiftende direktører, blandt andre Viggo Brodthagen, Sejr Volmer Sørensen, Kjeld og Hilda Heick og så den nuværende Flemming Krøll, der har været førstekraft i sammenlagt mere end 27 år.

Den første revy blev opført i 1912 i Nykøbings daværende teaterbygning, som senere brændte. Siden er revyen blevet opført hver sommer i den nye teaterbygning med så få undtagelser, at man i dag kan sige, at revyen har mere end 100 år på bagen.